|
|
|
|
|
Neoplatonismen
- en
verdensanskuelse, der ligger
til grund for den italienske renæssances
kunstsyn |
Klik
på billederne for forstørrelse |
|
|
|
|
|
|
 |
| Platon
(ca. 427-347 f.Kr.). Idealistisk
filosofi. Verden er et skyggespil, den
ideale verden ligger bagved og kan kun
intuitivt fattes af den kontemplative.
Denne verden symboliseres af de rene,
geometriske former, tallene og
konstansen. Kunst har en lav status. "Mimesis"
(efterligning) opfattet som forkasteligt idet
kunsten efterligner den fysiske verden, som
allerede er en dårlig afspejling af ideernes
verden. Desuden
er kunsten farlig, fordi den fremkalder
irrationelle følelser. |
 |
|
Aristoteles (384-322 f.Kr.).
Materialistisk filosofi. Den synlige
verden er virkelig, men vi arbejder med
tænkte typer eller fællesnavne.
Aristotelismen
kendes også, fra 1300-tallet og frem, som
nominalisme. Kunsten har en høj status som
"Mimesis" (efterligning) og som
digterkunstens væsen. |
 |
|
|
|
|
|
Antikkens to store filosoffer
var Platon og Aristoteles, filosofiens
og videnskabens grundlæggere. Platon er tillige
matematiker og statsteoretiker, hvis tanker om den
retfærdige stats organisation repræsenterer en art aristokraktisk socialisme og har haft indflydelse på den
europæiske tænkning. Platon var elev af Sokrates. Aristoteles var elev af
Platon.
Aristoteles blev som elev ved Platons filosofiskole Akademiet
uden for Athen og
interesseret i at formulere den naturlige verdens
grundlæggende forklaringsprincipper. Platon kaldte
ham "Fornuften". Omkring den videnskabelige
erkendelses mål var Aristoteles enig med Platon. Imidlertid
tog han afstand fra Platon hvad angik idélæren. Han
udviklede en anden filosofi end den Platon stod for og
oprettede en filosofiskole, den peripatetiske skole i
Lykeion, en lund uden for Athen.
|
|
|
|
|
|
 |
den immaterielle verden, hvor
tingene ikke er mangfoldiggjorte og foranderlige som i
fænomenernes verden, men evige og uforanderlige. Ideerne er tingene i deres sande skikkelse og evige
realitet og et rige for sig, en uforanderlig verden af sand
væren, hvilket medfører at man kan se tingene.
Ideen, den sande skikkelse, ser man med sjælens øje.
De højeste er ideerne om det skønne, det sande, det gode.
Fornuftserkendelsen,
som er det dybtgående opstår når man vender blikket
fra de ydre fænomener for at se de evige ideer. |
|
 |
den sanselige verden, som ikke kan være den endelige, fordi
tingene i den sanselige verden altid er i bevægelse, og der
er flere eksemplarer af den samme ting. Et træ er en afglans af ideen om t r æ e t. I den stoflige
verden er tingene blot fænomener, en grad af
realitet.
Fænomenet ser man med legemets øje, en håndgribelig
ting foran sig. Tingene er kun ufuldkomne og forgængelige
spejl- eller skyggebilleder af de modsvarende ideer.
Sjælene har i en præeksistens før forbindelsen med kroppen
skuet ideerne og bevaret et uklart minde om dem.
Erkendelsen
bliver derfor en erindring. Mennesket længsel efter den
tabte sandhed kalder Platon Eros. Eros præsenterer begæret efter det gode og det
skønne. Eros er her et
sindbillede på menneskets stadige stræben efter
uendelighed, udødelighed og selvrealisering.
Sanseerkendelsen er det rent ydre og overfladiske. |
|
|
|
|
|
| Neoplatonismen
er en tretrinsraket
|
| 1 |
Platon
(ca. 427-347 f.Kr.).
Platons idélære. Virkeligheden er i ideernes verden.
|
| 2 |
Plotin
(205-270 e.Kr.). Grundlægger neoplatonismen. Skaber sammenhæng
mellem ideen om træet og træet selv.
|
| 3 |
Marsilio
Ficino (1433-1499). Neoplatonismens chefideolog.
Fra Platons ideer udvikles neoplatonismen, der opstår i kredsen omkring Lorenzo
de' Medici i
Firenze. I hans villa Careggi samles et musehof. De udvalgte mænd
var sammen i gensidig venskab og i en næsten
religiøs tilbedelse af Platon og beundring af den
lærde Ficino, hvis bog
"Theologia Platonica", 1474, er neoplatonismens
bibel. I kredsen var også filosoffen Pico della Mirandola, digteren Angelo Poliziano og maleren Sandro
Botticelli
Ficino oversatte platoniske værker til latin (Platon og platonikere som Plotin,
Proklos m.fl.), og bearbejdede disse værker til et
sammenhængende system som han harmoniserede
med kristendommen. Neoplatonismen er hedensk filosofi og kristen
religion.
De neoplatoniske grundtræk, menneske og univers er i
princippet bygget over samme skema, mikrokosmos og
makrokosmos. Mennesket afspejler universets struktur.
I
Ficinos filosofiske system er ideen om kærlighed
aksen det hele drejer om, fra Gud til verden, fra
verden til Gud.
Kærlighed er begær efter nydelse af skønhed, men ikke alt
begær er kærlighed.
Himmelske former er uforgængelige, rene, fuldkomne,
effektive, fri af lidenskab og fredfyldte. Jordiske former (ting) er forgængelige,
uperfekte, ineffektive, magtesløse, årsagen til
utallige lidenskaber og lidelse.
|
|
|
|
|
Neoplatonismen forsøger at skabe en syntese af antikkens
filosofi (Platon, Vergil, Cicero) og kristendommen (Plotin,
Augustin og Dante) og er iblandet antik og middelalderlig astrologi, alkymi og planetlære.
Det grundlæggende for neoplatonismen er at universet og
mennesket kan indpasses i samme skema.
|
|
|
|
| Universet er et harmonisk hele styret af åndelige
kræfter. Det er opdelt i 4 grader af perfektion:
|
| 1 |
Mens
mundana
(idéverdenen). Engle. Intellektet er overflødig for Gud og
englene, kan ikke erhverves af dyrene.
|
| 2 |
Anima
mundana (verdenssjælen). Planeterne styret
af aktiv ånd (1+2 er uforgængelig).
|
| 3 |
Natura,
jorden og dens levende liv, både dyr og planter,
besjælet af Spiritus Mundanus
(den
jordiske ånd).
|
| 4 |
Materia,
det livløse stof (3+4 er forgængelig).
|
| Alt
gennemstrømmes af Guds "Amor" i en stor
cirkelbevægelse.
Gud er den højeste virkelighed, fra ham udgår en
kraft/skønhed der forplanter sig gennem universets
forskellige elementer. Skønheden splittes op i lige så
mange stråler, som der er sfærer i himmelrummet.
Skønheden på jorden er et glimt af den evige guddommelig
skønhed. Dette glimt (i eksil) er en lavere grad af
virkelighed og længes efter genforening med Gud. Længslen
er størst i idéverdenen og lavest i materien. (Dette er ren Plotin).
|
|
|
|
|
| Mennesket
danner som verdens midtpunkt led mellem materien og det guddommelige: "Deus in
terra"
(Gud på jord). Mennesket består af:
|
| 1 |
Anima
prima,
(den første eller højere sjæl, ånden)
indeholder guddommelige elementer, genkender derfor
den guddommelige evige sandhed. Der deles i Ratio og Mens.
Ratio (fornuften) som giver det evnen til
frit valg. Ratio adskiller mennesket fra alt andet.
Intellektet er bindeled mellem den højere og den
lavere sjæl. Menneskets højere sjæl, ånden, er
fælles med det guddommelige princip.
Mens (den skabende fantasi, intuitionen) som skuer det ideelle.
|
| Intellektet stræber efter genforening med Gud via den højere sjæl, men
hindres af den lavere sjæl. Denne kamp i
intellektet mellem den højere og den lavere sjæl
medfører, at mennesket er bindeled mellem Gud og
verden. |
| 2 |
Anima
secunda (den andenrangs eller lavere sjæl),
sanserne og drifterne, som det har fælles med
dyrene, er her styret af planeterne. Forplantning,
næring, vækst.
|
| 3 |
Krop.
|
| 4 |
Materie (det livløse
stof) som ikke er ramt af Guds kraft, men er passiv,
modarbejder herved det gode og kan sidestilles med
det kristne Helvede, selv om der i materien ikke er
aktiv ondskab til stede.
|
| Mennesket er således ophøjet,
det erindrer en
tidligere tilværelse og afhængigt fordi det er
skæbnebundet og fængslet i sanseverdenen midt i
en magisk og uforståelig natur. Jo længere Guds
kraft/skønhed når ned gennem mennesket jo mere
fragmentarisk bliver genkendelsen. I materien og kroppen er
den dømt til undergang. Også i mennesket, som i
universet, længes den guddommelige kraft tilbage til
sit udgangspunkt, hvilket medfører en cirkulerende bevægelse.
Drivkraften i cirkulationen er kærlighed, der
manifesterer sig i skønhed.
|
| - |
Kærlighed er drivkraften i hele denne
proces. |
| - |
Kærlighed manifesterer sig i
skønhed. |
| - |
Skønheden
forplanter sig fra Gud gennem universet og mennesket, længes efter genforening med Gud. |
| - |
Genforeningen med Gud er mulig på 2 måder
symboliseret ved 2 former for kærlighed repræsenteret af 2
Venusfigurer. |
|
|
|
|
|
|
græske
og romerske guder, se nedenfor
|
| Venus (græsk
Afrodite) kærlighedsgudinde, opfattes også som
Madonna og som den kristne Caritas (Deus caritas
est, Gud er kærlighed, 1. Johs. 4,16). Hun har to
skikkelser:
|
| 1 |
Venus Coelestis er himmelsk og opstået af havets skum. Hun
fremstilles nøgen, da hun symboliserer ideal skønhed,
ofte pegende mod himlen. Hun er datter af Uranus,
himmelhvælvet selv, hvis sæd blev spredt ud over
havet, heraf opstod Venus Anadyomene (den skumfødte
(egl. ”den opdukkende”)). Hun havde ingen mor og
hører derved til universets højeste zone,
idealverdenen (Mater - Materia!). Hendes kærlighedsbringer
Amor Divinus henvender sig til den højere sjæl,
tilskynder den til at betragte selve ideen om den
ideale skønhed, dvs. nærme sig det guddommelige
princip. Amor Divinus er søn af den himmelske
Venus.
|
| 2 |
Venus Vulgaris er opstået ved naturlig tilblivelse. Hun hører
hjemme i en lavere zone, under himmelsfærerne. Hun
er partikulær, dvs. at hun repæsenterer de jordiske
tings skønhed og naturens frugtbarhed. Hun
symboliserer materialiseringen af den ideale skønhed,
som på jorden er tilsløret, derfor er hun påklædt,
fremstilles med blomstrende kappe,
omgivet af Amor, de
tre gratier, frugter, blomster og
frugtbarhedssymbolet kaninerne. Hendes
kærlighedsbringer Amor Humanus
henvender sig til en lavere sjæl, tilskynder sanserne og drifterne til at genskabe den
guddommelige skønhed i den ydre sanselige verden. Amor Humanus er
søn af den jordiske Venus.
|
| Begge
former for kærlighed, himmelsk og jordisk, søger
skønheden.
|
| I
Platons "Symposium" skelnes mellem to
Afroditer, Afrodite Urania (den himmelske),
der var datter af Uranus og ikke født af en kvinde
og Afrodite Pandemos (den jordiske), datter af Zeus og Dione. De to Afroditer bliver anvendt til
at sondre mellem sjælens tragten efter den ideale
verden henholdsvis til kærligheden som ren, pur og evig og
så kødets lyst.
|
|
En 3. kærlighedsbringer Amor Ferinus repræsenterer den dyriske
kærlighed, er blot en lav
drift, har skadelige væsker i hjertet. Den anses for en sygdom, fordi dens formål ikke er
at blive genforenet med Gud, men tilfredsstille
kødets lyst, hertil svarer ikke nogen
Venusskikkelse.
|
|
|
|
|
| Amor Divinus søger den guddommelige skønhed, og Amor Humanus frembringer
genspejlingen af den guddommelige skønhed på
jorden. Forskellen kan udtrykkes ved:
|
| To
forskellige livsformer
|
| 1 |
Vita contemplativa
repræsenterer en indadvendt livsform, det refleksive liv, der dyrker Theologia og
Religio - grubleren, den fåmælte og
gnieragtige, søger sin egen sjæls guddommelighed og erkender
undervejs den ydre verden, de ophøjede ideer og til slut Gud selv. Repræsentanter er Maria,
Rachel og Moses som "Seer". Ifølge
neoplatonikerne hører kunstneren til Saturns
børn, hvorved han kommer på linje med filosof og
poet og altså bliver humanist. Den saturniske
egenskab melankolien får derved en højere
status, og kunstneren bliver betragtet som
Genius, der i det skabende øjeblik er guddommelig, der berører han Ideen, som han
rummer i sit sind, men for de tidligere
neoplatonikere er denne gnist en gave fra Gud. Kunsten har høj status. Skønheden
skildres så idealiseret som
muligt, sjælen føres via sanserne til beskuelsen af en højere sandhed. Til de kontemplative egenskaber hører Furor
divinus, som betegner den guddommelige
henrevethed eller inspiration.
|
| 2 |
Vita activa
er det udadvendte
liv, der dyrker de moralske dyder og således forsøger at skabe retfærdighed i den
ydre sanselige verden. Fremtrædelsesformen karakteriseres som åbenhed,
veltalenhed, socialt indstillet menneske, gavmildhed. Her færdes
fyrste, feltherre, Justitia (jurist og dommer).
Den styrende planet er Sol-Jupiter. Vita activa
repræsenteres af Martha, Lea, Moses som folkets
lovgiver.
|
|
|
|
|
|
Kunsten har høj status. Ved at skildre skønheden
så idealiseret som muligt, skal den på
middelalderlig vis være anagogisk (føre opad, mod det høje, svarende til den anagogiske læsning af
Bibelen som vejviser mod sjælens bestemmelse i Gudsriget) og føre sjælen via sanserne til beskuelse af en
højere skønhed. Denne skønhed har den græske
kunst allerede fundet midlerne til at
fremstille, nemlig proportionslæren, og den
romerske arkitekt Vitruvius har i "De
Architectura" (10 bøger om arkitektur) gjort rede for,
at arkitekturen er en udvidelse af naturens grundlæggende
orden og de klassiske søjleordner og var en måde at
proportionere på, der stod i et harmonisk forhold til de
menneskelige proportioner (Leonardo da Vincis "Homo
Vitruvianus" er ledsaget af tekst baseret på
Vitruvius værk og også kaldet "Proportionernes
kanon").
|
|
|
|
|
|
|
|
Botticelli, "Athene og
Kentauren", ca. 1482-1485.
Billedet
viser en betagende og harmonisk kvindefigur med
et fjernt let melankolsk udtryk. Hun er
identificeret som Pallas Athene, visdommens
gudinde i græsk mytologi og skytsgudinde for
Athen. Hun er datter af Zeus, født ud af hans
hoved eller lår. I malerkunsten fremstilles hun
som en ung kvinde i krigsudrustning med spyd,
hjelm og et skjold.
På Botticellis billede bærer Athene ikke
hjelm, men hendes lange blonde hår er smykket med en
krans af olivengrene. I kransen indgår et
firkløver besat med en diamant. Hun bærer en
florlet kjole dekoreret med et
ringmønster bestående af tre eller fire ringe
af form som en diamant. Et grønt klæde er
draperet omkring figuren. Olivengrene snor sig
om hendes arme og bryst og former en slags
brystharnisk og får kjolen til at klæbe til
kroppen. På hendes brystvorter er
placeret diamanter. På fødderne har hun
læderstøvler der er åbne ved tæerne som det
kendes fra antikke sandaler. I sin venstre hånd
holder hun en hellebard, der er ciseleret og påsat
diamanter. På ryggen bærer hun et skjold. Hun
holder i kentaurens hår med sin højre hånd,
han reagerer underdanigt på berøringen, men
ikke med nogen synlig glæde. Den
langhårede og langskæggede kentaur holder i
sin hånd en bue med et rødsort greb og over
skulderen har han sit pilekogger. Begge figurer
har et våben som attribut. Kentaurens bue er et
enkelt og primitivt angrebsvåben. Athenes
hellebard er nærmest en kunstgenstand. Til venstre for figurerne er en blanding af
arkitektur og natur i form af en klippevæg. I
baggrunden ses et hegn med knækkede pæle, og
bag det en bugt, hvor der sejler et skib og
allerbagest kystlinjen og bjerge.
Kompositionen er set fra et lavt synspunkt især
Athenes ansigt og klippevæggen. Der
er ikke ikonografisk præcedens for scenen.
Athene er original hvad angår posering, klædedragt og attributter.
Figuren af kentauren med buen er et motiv som var
særdeles populært i florentinsk kunst i midten
af 1400-tallet sammen med andre væsener så som
satyrer (menneskekrop og en hests ører og
hale). Siden antikken, bort
set fra den vise Chiron, har kentauer
repræsenteret de utæmmede drifter og den
irrationelle lidenskab. I betragtning af det og i den klare modstilling
mellem de to figurer er parret generelt tolket
som en allegori på magt over dyderne dikteret
af fornuften over instinktet, lidenskab og last.
Billedet repræsenterer således kyskhedens
sejr (Pallas Athene) over lysterne (kentauren). |
|
 |
|
Botticelli, "Athene og
Kentauren", ca. 1482-1485,
Galleria degli Uffizi, Firenze.
Klik på billedet for forstørrelse. |
|
|
|
|
|
|
| Botticelli,
"Våren" og "Den Skumfødte
Venus". Det
var formentlig
Lorenzo de' Medici der bestilte
billederne og gav dem til sin halvfætter Lorenzo di
Pierfrancesco de' Medici (il Popolano) til dekoration i hans nye Villa di
Castello i anledning af hans ægteskab med Semiramide
Appiani. De to
billeder hængte overfor hinanden i Lorenzo di
Pierfrancescos soveværelse. Begge billeder
har fokus på gudinden Venus og |
|
 |
|
Botticellis
"Våren", 1477-78 og "Den
Skumfødte Venus", 1485. Klik på
billedet for forstørrelse. |
|
|
er sat i forbindelse med
Marsilio Ficinos begreb om tvillinge-Venuser - Venus Coelestis
og Venus Vulgaris.
Scenen i "Våren" er
en appelsinlund, tolket som Hesperidernes have, hvor der
gror gyldne æbler, der giver evig ungdom. Æbletræet
blev bevogtet af en drage. Venus står blandt frugter og
i en overdådighed af blomster, hun er voksen. I "Venus fødsel"
ses også orangetræer der ikke er i blomst endnu og
refererer til Venus's ankomst/fødsel. Begge billeder
har budskabet om kærlighedens sejr over brutaliteten.
Appelsinerne/orangetræerne kan referere til
Medicislægtens våbenskjold, røde cirkelformer på
et gyldent skjold.
En vigtig nøgle til kunst og poesi i renæssancen er ideen
om kærlighed beskrevet i Platons
filosofiske dialog "Symposium" (efter 385 f.Kr.). Marsilio
Ficino (1433-1499) oversatte dialogen og skrev en
lang kommentar til den med titlen "De Amore".
Denne ledsagende tekst var utvivlsomt en af hans mest
indflydelsesrige værker og er grundlæggende til
forståelse af Shakespeares kærlighedskomedier og
sonetter.
I "Symposium" skrev Platon: "Nu
vil I forstå mine herrer, at uden kærlighed kan der
ikke være gudinder som Afrodite [den romerske Venus].
Hvis der kun var én gudinde af det navn, må vi
formode at der kun var én slags kærlighed. Men siden
der er to sådanne gudinder, så må der også være
to slags kærlighed. Ingen vil formentlig benægte, at
der er to gudinder af det navn: Den ældste,
fødtes ikke af sin moders skød, det er den
uraniske Afrodite.
Den yngre, datter af Zeus og Dione, er den
pandemiske Afrodite. Det følger således, at
kærlighed skulle blive kendt som jordisk og som
himmelsk alt efter gudinden i hvis selskab arbejdet er
udført. Og vores ærinde, mine herrer - jeg behøver
næppe sige at hver gud må hyldes - vores ærinde
lige nu er at definere de attributter der er særegne
for disse to."
Hvis vi finder fryd i legemer, i sjæle eller i engle,
er det ikke deres fremtræden vi elsker, men
guddommeligheden i dem - i legemer skyggen, i sjæle
lighed og i engle Guds billede. Derfor elsker vi Gud i
alle ting og endelig skal vi elske alting i Gud.
Centralt i Ficinos filosofiske verdenanskuelse var
kærlighed som en universel sammenhængende kraft:
" Derfor lad der være to Venuser i sjælen, den
himmelske og den jordiske. Lad dem begge have en
kærlighed, den himmelske der reflekterer den
guddommelige skønhed, den jordiske der fremklader
guddommelig skønhed i det jordiske". Menneskets
stræben handlede for Ficino om vejen væk fra kødets
lyster og frem mod den guddommelige visdom. "Amor
nodus perpetuus et copula mundi" skrev Ficino i
sine kommentater, hvilket betyder "Kærlighed
er universets bestandige knude og det, der binder
verden sammen".
|
|
|
|
|
Elskovsgudinden Afrodite
dukker i den græske myte op fra havet. Grækerne opfattede
hendes navn som "den skumfødte (gr. afros: skum). Og
det var denne Afrodite, den himmelske, Urania,
grækerne dyrkede i deres tro, i kulten og i templer. Selv
om hun var himlens barn, kaldte de hende Afrodite
Anadyomene, der betyder den af havet opstegne.
Digteren Hesiod fortæller om Afrodites oprindelse. I
hans epos Theogonien (en gudegenealogi) er hun uden moder og
datter af Uranos, men født efter hans død. Kronos
(den romerske Saturn), søn af Uranus og Gaia, havde
ikke det bedste forhold til sin far. Uranos var en tyran og
Kronos lagde sig på lur for at få ram på sin far, da
denne opsøgte mor Gaia:
|
|
"Hid
nu den vældige Uranos kom med Natten i
følge;
fyldt af kærlighedsattrå han bredte sig ud
over Gaia.
Men fra sit baghold da hans søn udstrakte sin
venstre
hånd og greb med den højre den uhyre
krumkniv, den lange,
med skarpt bidende ægg, og sin faders blusel
han mejed
hasteligt af og kasted den bag sig, så ned
den i havet
styrted. - En hvidlig skumfråde hæved
trindt sig omkring den - i fråden
fostredes snart en mø - Afrodite hun
kaldtes" |
|
|
|
Botticelli
kendte til den grufulde historie om Venus's fødsel, om
Kronos der skar sin fars kønsorganer af og kastede dem i
havet, og havskummet der skabte Venus. Da Venus
steg op af havet blomstrede en rosenbusk på land. Således
blev rosen Venus's symbol og ses på billedet blæsende i
vinden. Venus har et fredfyldt udtryk, da hun kommer til
sit nye land.
|
|
|
|
| GRÆSK |
ROMERSK |
| Ares |
Mars |
| Artemis |
Diana |
| Asklepios |
Aesculapius |
| Afrodite |
Venus |
| Athene |
Minerva |
| Kariter |
Gratier |
| Daidalos |
Daedalus |
| Demeter |
Ceres |
| Dione |
- |
| Dionysos |
Bacchus |
| Eos |
Aurora |
| Erinyer |
Furiae |
| Eros |
Amor/Cupido |
| Gaia |
Terra/Tellus |
| Hades |
Plutos/Pluton |
| Hefaistos |
Vulcanus/Vulcan |
| Hekabe |
Hecuba |
| Helios |
Sol |
| Hera |
Juno |
| Herakles |
Herkules |
| Hermes |
Mercurius/Merkur |
| Hestia |
Vesta |
| Kronos |
Saturnus/Saturn |
| Leto |
Latona |
| Nike |
Victoria |
| Odysseus |
Odysseus/Ulixes |
| Pan |
Faunus |
| Persefone |
Proserpina |
| Polydeukes |
Pollux |
| Poseidon |
Neptunus/Neptun |
| Selene |
Luna |
| Tartaros |
Orcus |
| Tyche |
Fortuna |
| Zeus |
Jupiter |
|
|
|
|
|
|
|
|
